Program / Nedskæringer er EU-politik

Nedskæringer er EU-politik

 
 
Gennem halvandet årti er den kommunale sektor blevet udsultet. År for år er der tildelt for få penge til ældrepleje, børnepasning, folkeskoler o.s.v. , så der i dag ikke er ressourcer nok til at opretholde den standard for basale velfærdsydelser, vi havde i 90érne.

Under VKO-regeringen, der ønskede at minimere den offentlige sektor mest mulig og give skattelettelser, fremførtes ideologiske årsager. Siden henvistes til den globale finanskrise. Euroen og de store finansfyrste skulle reddes gennem enorme bankpakker. I 2012 blev sultekursen slået fast med syvtommerssøm med den såkaldte Finanspagt, der giver EU overkommandoen over landenes økonomiske politik. Men vi skal ikke acceptere en logik, der har bragt store dele af EU ud i en krise, og som målrettet rammer arbejderklassen.

Det giver ikke nogen mening, at regningen skal betales af den almindelige dansker, spanioler, tysker eller græker. Vi har jo ikke spekuleret på børsen. Vi har blot forsøgt at skaffe os et dagligt arbejde og passe det.

Den kollektive velfærd, der er tilkæmpet af arbejderklassen over flere årtier, er sikkerhedsnettet, der skaber en nødvendig tryghed. Det skal genskabes, udvikles og sikres. Derfor må vi sige fra nu. Det gør befolkningerne i en lang række EU-lande.